4-dages praksisnær grunduddannelse for fagprofessionelle
Hvordan hjælper du et menneske med at finde sin egen motivation – og hvordan ved du, hvad der er hjælpsomt at gøre, når personen tøver, afviser dine forslag eller gerne vil videre?
På MI Centers grunduddannelse lærer du at forstå og anvende Den Motiverende Samtale (MI) gennem visuel formidling, demonstrationer og målrettet træning med situationer fra din egen praksis.
Du lærer at skabe kontakt, finde en fælles retning og hjælpe mennesker med at formulere deres egne grunde til forandring. Og du træner at omsætte forståelsen til konkrete samtalefærdigheder.
Ø-modellen gør MI lettere at forstå og bruge
Hos MI Center er den visuelle forståelse en gennemgående del af undervisningen. Ø-modellen er den røde tråd, der forbinder MI’s menneskesyn, fire opgaver og samtalefærdigheder.
Modellen giver dig et billede af bevægelsen fra det velkendte mod en mulig forandring – med den tvivl, de ønsker og de næste skridt, der kan opstå undervejs.
Når borgeren eller klienten svarer, får du et visuelt holdepunkt: Hvad fortæller svaret om personens ståsted? Er der brug for at blive forstået, finde retning, udforske motivation eller overveje handling?
På den måde bliver MI’s begreber lettere at huske og forbinde med det, du hører. Du træner at orientere dig i samtalen og vælge dit næste greb med større faglig bevidsthed – også når samtalen tager en uventet drejning.
Vi arbejder samtidig med Samtalekompasset – Styre, Guide og Følge, så du bliver mere bevidst om, hvilken samtalestil situationen kalder på.
Det lærer du
MI kan se enkelt ud. Men at lytte præcist og guide en samtale uden at overtage den kræver øvelse. Derfor arbejder vi med MI som både holdning, samtaleform og metode.
Du lærer at:
- skabe kontakt, tryghed og et samarbejde om samtalens retning
- bruge spørgsmål, refleksioner, anerkendelser og opsummeringer bevidst
- møde ambivalens og holde igen med trangen til at forklare, overtale og “fikse”
- frembringe og styrke personens egne argumenter for forandring
- håndtere frustration og genfinde samarbejdet, når samtalen går i hårdknude
- give information og råd i dialog gennem UTU – Udforsk, Tilbyd, Udforsk
- styrke håb og tiltro og støtte realistiske næste skridt.
Hele vejen kobler vi MI til de samtaler, du faktisk skal hjem og have.
To moduler med afprøvning i din egen praksis
Uddannelsen består af to moduler à to dage. Mellem modulerne afprøver du færdighederne i dit daglige arbejde med konkrete fokuspunkter for din træning.
Du kan eksempelvis øve dig i at give flere refleksioner eller vente med dine egne løsninger og undersøge, hvad det gør ved samtalen. Når vi mødes igen, bruger vi dine erfaringer til at bygge videre.
Modul 1 – Relation, retning og grundlæggende færdigheder
De første to dage lægger fundamentet: Hvordan skaber du kontakt og samarbejde og finder en meningsfuld retning uden at overtage samtalen?
Vi arbejder med MI’s ånd og menneskesyn, Ø-modellen, ambivalens og de to første opgaver: engagering og fokusering. Du træner reflekterende lytning, åbne spørgsmål, anerkendelser og opsummeringer og arbejder med fikse-refleksen, Samtalekompasset og UTU.
Modul 2 – Motivation og næste skridt
Vi bygger videre på dine erfaringer og arbejder med frembringelse og planlægning: Hvordan hjælper du personen med selv at formulere ønsker, grunde og tiltro til forandring?
Du træner at genkende og respondere på status quo- og forandringsudsagn, arbejde med vigtighed og tiltro og møde dissonans – spændinger i samarbejdet. Vi undersøger også håb og vikarierende håb samt overgangen fra overvejelse til handling – i et tempo, der passer til personen.
Træning der gør færdighederne konkrete
Undervisningen veksler mellem faglige oplæg, visuelle forklaringer, demonstrationer, refleksion og øvelser.
Vi træner én færdighed ad gangen i overskuelige sekvenser. Du får mulighed for at prøve, få feedback og prøve igen – og opdage, hvad dine valg som samtalepartner betyder for den andens svar.
Der er plads til humor, nysgerrighed og fejl. Du behøver ikke kunne MI på forhånd. Du skal blot have lyst til at øve dig.
Hvem er uddannelsen for?
Uddannelsen er for fagprofessionelle, der arbejder med mennesker, hvor motivation, ambivalens, samarbejde eller forandring er en del af samtalen.
Deltagerne kommer blandt andet fra social- og sundhedsområdet, beskæftigelse, rusmiddelbehandling, psykiatri, kriminalforsorg, uddannelse og ledelse.
Undervisere
Peter Brolund er fagligt ansvarlig og hovedunderviser. Han har arbejdet med MI siden 2008 i borgerkontakt, undervisning, supervision og implementering og har været medlem af Motivational Interviewing Network of Trainers (MINT) siden 2013.
Han har blandt andet arbejdet med omfattende implementerings- og kompetenceudviklingsforløb i kommuner og behandlingsorganisationer i Danmark og Grønland. Hans undervisning forbinder faglig dybde med en visuel og praksisnær formidling, der gør komplekse sammenhænge forståelige og anvendelige.
På udvalgte hold medvirker desuden assisterende undervisere:
Kathrine Bro Ludvigsen har 20 års erfaring fra det socialfaglige område. Hun bidrager med et praksisnært blik på de dilemmaer og samtaler, fagprofessionelle møder i hverdagen. Kathrine samarbejder desuden med Peter om en bog om MI, hvor Ø-modellen og den konkrete anvendelse af metoden er centrale omdrejningspunkter.
Søren Ulriksen er medlem af MINT. Han har flere års erfaring med internationale studerende og programmer for udenlandske medarbejdere og bidrager med et særligt blik for motivation, engagement og samarbejde på tværs af kulturer.
Mariam Cherkawy Brolund er assisterende underviser og kursussekretær i MI Center. Hun har 14 års erfaring fra ældre- og demensområdet og arbejder i dag på et kommunalt botilbud for mennesker med dobbeltdiagnoser, hvor hun blandt andet har erfaring med selvskade. Mariam hjælper også med tilmelding og praktiske spørgsmål før og under uddannelsen.
Kursusbyer
MI Center tilbyder åbne grunduddannelser i København, Aarhus, Middelfart og Aalborg.
Pris og tilmelding
8.000 kr. ekskl. moms pr. deltager
10.000 kr. inkl. moms.
Prisen inkluderer alle fire kursusdage, fuld forplejning og kursusmaterialer.
Har du spørgsmål, ønsker du at tilmelde dig, eller vil du afklare, om uddannelsen passer til dig, er du velkommen til at kontakte:
Peter Brolund
Peter@micenter.dk
22 48 06 56

