Terapeuten er vigtigere end metoden
Hvordan vi taler med mennesker, når forandring er svær
MI (Motivational Interviewing) — på dansk Den Motiverende Samtale — er en evidensbaseret samtaletilgang, der anvendes verden over inden for sundhed, socialt arbejde, psykiatri, misbrugsbehandling, beskæftigelse og ledelse.
Men grundlæggende handler MI ikke først og fremmest om metode.
Det handler om mennesker.
Hvordan vi taler med mennesker, når forandring er svær.
For de fleste mennesker ved godt, hvad de burde gøre.
De ved måske, at de bør tage imod hjælp, ændre vaner, møde op, passe deres behandling, stoppe et misbrug eller skabe forandring i deres liv.
Problemet er sjældent manglende information.
Problemet er ofte ambivalens.
Tvivl.
Frygt.
Skam.
Modløshed.
Eller følelsen af ikke længere at kunne lykkes.
Og netop dér bliver samtalen afgørende.
For når mennesker føler sig presset, misforstået eller talt til fremfor med, sker der ofte det modsatte af det, vi ønsker:
De trækker sig, mister motivationen, siger imod eller lukker ned.
MI bygger på en anden forståelse.
At mennesker langt oftere bevæger sig i retning af forandring, når de føler sig mødt med respekt, forståelse og reel nysgerrighed.
Da forskningen ændrede forståelsen af motivation
Den Motiverende Samtale blev udviklet i begyndelsen af 1980’erne af psykolog William R. Miller i arbejdet med mennesker med alkoholproblemer.
Her begyndte han at undersøge noget afgørende:
Hvorfor lykkes nogle mennesker med at skabe forandring — mens andre ikke gør, selv når de får den samme behandling?
Det, forskningen viste, blev et vendepunkt i forståelsen af motivation og forandringsarbejde.
Det var nemlig ikke først og fremmest teknikker, argumenter eller forklaringer, der gjorde forskellen.
Det var kvaliteten af relationen og samtalen.
De bedste resultater opstod, når den professionelle:
- lyttede med empati,
- var nysgerrig fremfor konfronterende,
- kunne rumme ambivalens,
- og hjalp personen med at finde sine egne grunde til forandring.
Når motivationen voksede indefra, blev forandringen mere reel og mere bæredygtig.
Det blev fundamentet for MI.
Hvorfor MI virker
I dag er MI en af de mest veldokumenterede samtaletilgange inden for forandringsarbejde.
Mere end 40 års forskning peger på de samme centrale faktorer igen og igen:
- empati,
- respekt,
- samarbejde,
- refleksiv lytning,
- tydelig retning,
- og evnen til at fremkalde menneskers egne ønsker, håb og motivation.
Det lyder enkelt.
Men i praksis kræver det høj faglighed.
Særligt i de samtaler, hvor mennesker er ambivalente, frustrerede, fastlåste eller har mistet troen på, at forandring er mulig.
MI handler derfor ikke om at overtale mennesker.
Det handler om at skabe samtaler, hvor mennesker får mulighed for at høre sig selv tænke, mærke deres egen motivation og genfinde troen på bevægelse og forandring.
MI i praksis
MI er ikke noget, man gør ved mennesker.
Det er en måde at være i samtaler på.
En tilgang, hvor relationen ikke står i modsætning til faglighed — men er en del af den.
Derfor anvendes MI i dag af fagpersoner, der ønsker at:
- styrke motivation og samarbejde,
- mindske modstand og fastlåsthed,
- skabe mere meningsfulde samtaler,
- og støtte mennesker i forandring med respekt, tydelighed og menneskelighed.
For når samtaler lykkes, kan de gøre en reel forskel — både for mennesker og for de fagprofessionelle, der arbejder med dem hver dag.
MI er en forskningsunderbygget samtalestil, som retter sig mod det almindelige problem med ambivalens overfor forandring.
I MI arbejder rådgiveren personcentreret, idet det handler om at finde ud af, hvilke forandringer personen selv er motiveret til. I denne proces anvender rådgiveren udforskende spørgsmål, kombineret med den kompetente lyttestil, reflekterende lytning, kendt fra Carl Rogers teori om præcis empati.
Hensigten er, at rådgiveren herved søger at forstå og synliggøre personens perspektiv på sin egen situation, og i et ligeværdigt samarbejde, med respekt for personens autonomi og uden at presse på for at finde en løsning. Rådgiverens evne til at lytte empatisk og forstå personen, er helt afgørende for succesen af samtalen.
MI er personcentreret, og har samtidig et styrende element, da der i samtalen identificeres et klart fokus på et eller flere forandringsmål, hvor rådgiveren aktivt fremkalder og dyrker personens egne motivationer for forandring.
Ambivalens – når man både vil og ikke vil
Når mennesker overvejer forandring, vil de fleste kunne genkende følelsen af at være splittet.
På den ene side …
På den anden side …
Man ønsker måske forandring — og samtidig føles noget ved det velkendte trygt, nødvendigt eller svært at give slip på.
Det er netop dét, ambivalens handler om.
De positive og negative sider af en forandring hænger ofte tæt sammen. Når vi tænker på det, vi gerne vil væk fra, dukker der samtidig tanker op om det, vi risikerer at miste. Og når vi ser fordelene ved forandring, melder usikkerheden, frygten eller tvivlen sig ofte også.
De to sider kan opleves som modsætninger — men de eksisterer samtidig.
Derfor er ambivalens ikke et tegn på modstand, manglende vilje eller manglende motivation.
Det er en helt naturlig del af det at være menneske, når noget vigtigt er på spil.
Vi kan vælge vores handlinger.
Men vi kan ikke bare vælge ikke at være ambivalente.
De fleste mennesker kender det fra deres eget liv:
At ville noget — og samtidig være i tvivl.
At længes efter forandring — og samtidig frygte konsekvenserne af den.
I arbejdet med mennesker møder fagpersoner ofte borgere eller patienter, der befinder sig netop dér.
For nogle er ambivalensen kortvarig.
For andre kan den føles fastlåst og tilbagevendende — særligt når tidligere erfaringer, nederlag, usikkerhed eller følelsesmæssige belastninger fylder meget.
I Den Motiverende Samtale ser man ikke ambivalens som noget, der skal presses væk.
Man ser det som noget, der skal forstås, undersøges og arbejdes med respektfuldt.
For ofte er det først, når mennesker får mulighed for at udforske begge sider af deres ambivalens uden pres eller fordømmelse, at reel bevægelse og motivation kan opstå.
Et tidligere bandemedlem bliver tilbudt et Exit program:
“Jeg vil gerne have et liv, hvor jeg og min familie kan være tryg, og hvor jeg kan få en uddannelse, et job og et godt familieliv.. men jeg ved ikke hvordan jeg kommer dertil. Hvad vil de i gruppen sige og gøre..? De giver mig også en stor fællesskabs-følelse og de giver mig den beskyttelse jeg har behov for… ”
En voldsramt kvinde bliver i tvivl:
“Mine børn har allerede oplevet rigeligt, og det ødelægger dem at opleve volden og den måde han behandler mig på – men jeg ved det virkelig ikke.. Han slår jo heller ikke altid – det er kun når han er stresset..måske er det min egen skyld..“
Ambivalens aktiverer ofte Ordnerefleksen
Problemer opstår i de situationer, hvor den ambivalente person bliver mødt af en løsningsfokuseret og hjælpsom rådgiver, der forsøger at hjælpe personen ud af en given situation eller adfærd, ved at “levere” argumenterne for forandring.
Rådgiverens velmenende argumenter vil – overfor den ambivalente – helt naturligt bringe denne persons modargumenter frem, og resultatet vil i disse tilfælde ofte være manglende forandring hos personen.
Inden for rådgivnings-feltet kan der være en tendens til, at denne person bliver betragtet som værende umotiveret.
Men kan man i stedet forestille sig, at personen i virkeligheden er motiveret – men at personen blot er det i to forskellige retninger, og måske er det på samme tid?
Måske er personen bare ambivalent?
MI – et paradigme-skifte
MI præsenterer et paradigmeskifte i motivations-skabende samtaler.
En stor del af effekten i MI baserer sig netop på, at rådgiveren accepterer, at ambivalens omkring forandring er helt normalt, og ofte er et nødvendigt skridt i forandringsprocessen.
I MI Center er vi specialiserede i at træne rådgivere og terapeuter i de underliggende principper og teknikker som MI bygger på.
Vores ekspertise er anvendelsen af MI i samtaler med psykisk sårbare og mennesker med afhængigheds-problematikker.
Vi underviser dog i dag meget mere bredt, fordi ambivalens og aktivering af ordne-refleksen er helt naturlige fænomener, som ikke blot eksisterer i rusmiddelbehandling, men også eksisterer i samtalen på jobcenteret, med fysioterapeuten, sygeplejersken i psykiatrien, lægen, sundhedsplejersken, vejlederen på uddannelsesstedet, eller pædagogen på bo-tilbuddet.