Terapeuten er vigtigere end metoden
MI står for Motivational Interviewing. På dansk kaldes metoden for Den Motiverende Samtale, Motiverende Interview – eller blot MI.
MI opstod i USA inden for alkoholområdet i begyndelsen af 80’erne, hvor den amerikanske psykolog William R. Miller var optaget af, hvad der lå til grund for at nogle patienter ændrede vaner og andre ikke gjorde.
Gennem en årrække sammenholdt Miller patienternes succes i deres behandling, med de professionelles kommunikation. Det var gennem disse studier, at Miller fik større og større indsigt i, hvad der ligger til grund for at nogle patienter ændrer vaner, og hvorfor andre ikke gør.
Miller blev opmærksom på, at måden hvorpå den professionelle førte samtalen med patienten, havde langt større indflydelse på patientens behandlingsresultat, end den metode som den professionelle anvendte i forløbet.
I studierne viste det sig, at de patienter der oplevede de bedste behandlings-resultater var dem, der var blevet mødt af en empatisk professionel der mestrede samtale-stilen, reflekterende lytning.
Det viste sig ligeledes, at når den empatiske professionelle samtidigt fremkaldte patientens egne overvejelser, ønsker og grunde for forandring – snarere end at komme med egne faglige anbefalinger, så påvirkede det patienternes motivation for forandring betydeligt.
I dag, 40 år senere, har forskningen bidraget til yderligere indsigter i, hvorfor MI har god effekt i forandrings-samtaler.
I bogen: Effective psychotherapists – Clinical skills to improve outcome, – fremlægger William Miller og Theresa B Moyers resultaterne af 70 års forskning i psykoterapi. De fremkommer med 8 terapeut-karaktértræk, som kendetegner de mest effektive terapeuter. Empati er den vigtigste faktor. Dernæst kommer:
Ubetinget accept af den anden,
Medfølelse med den anden
At du er ægte og oprigtig i samtalen
At du er villig til at være klientens “vikarierende håb”
At du har et fokus i samtalen, – og kan bevare det i samtalens forløb
At du frembringer personens tanker og følelser, med et samtidigt fokus på at og styrke personens egne ønsker, grunde og håb
At du rådgiver på en engagerende måde, med respekt for personens egne overvejelser
Disse karakteristika er stadig udgangspunktet i samtalemetoden Motiverende Interview.
MI er en forskningsunderbygget samtalestil, som retter sig mod det almindelige problem med ambivalens overfor forandring.
I MI arbejder rådgiveren personcentreret, idet det handler om at finde ud af, hvilke forandringer personen selv er motiveret til. I denne proces anvender rådgiveren udforskende spørgsmål, kombineret med den kompetente lyttestil, reflekterende lytning, kendt fra Carl Rogers teori om præcis empati.
Hensigten er, at rådgiveren herved søger at forstå og synliggøre personens perspektiv på sin egen situation, og i et ligeværdigt samarbejde, med respekt for personens autonomi og uden at presse på for at finde en løsning. Rådgiverens evne til at lytte empatisk og forstå personen, er helt afgørende for succesen af samtalen.
MI er personcentreret, og har samtidig et styrende element, da der i samtalen identificeres et klart fokus på et eller flere forandringsmål, hvor rådgiveren aktivt fremkalder og dyrker personens egne motivationer for forandring.
Personlig forandring aktiverer ofte ambivalens
Når man skal forsøge at beskrive og forstå forandrings-processer, vil de fleste også genkende oplevelsen af …(på den ene side.. – og på den anden side..), når man reflekterer omkring adfærd og ændring.
Det positive og det negative er knyttet sammen således, at når man tænker på det negative, vil tanker om det positive også dukke op. De to sider er uforenelige, samtidig med at de hænger sammen.
Det er altså helt naturligt at være ambivalent når man overvejer en adfærdsændring, og man kan ikke bare fravælge at være ambivalent – selvom man kan vælge sine handlinger.
Du har måske selv oplevet at være ambivalent, eller møder måske borgere / patienter i dit arbejde som er ambivalente. Nogle er det i kort tid, hvorimod andre kan synes at være fastlåste i denne tilstand.
Et tidligere bandemedlem bliver tilbudt et Exit program:
“Jeg vil gerne have et liv, hvor jeg og min familie kan være tryg, og hvor jeg kan få en uddannelse, et job og et godt familieliv.. men jeg ved ikke hvordan jeg kommer dertil. Hvad vil de i gruppen sige og gøre..? De giver mig også en stor fællesskabs-følelse og de giver mig den beskyttelse jeg har behov for… ”
En voldsramt kvinde bliver i tvivl:
“Mine børn har allerede oplevet rigeligt, og det ødelægger dem at opleve volden og den måde han behandler mig på – men jeg ved det virkelig ikke.. Han slår jo heller ikke altid – det er kun når han er stresset..måske er det min egen skyld..“
Ambivalens aktiverer ofte Ordnerefleksen
Problemer opstår i de situationer, hvor den ambivalente person bliver mødt af en løsningsfokuseret og hjælpsom rådgiver, der forsøger at hjælpe personen ud af en given situation eller adfærd, ved at “levere” argumenterne for forandring.
Rådgiverens velmenende argumenter vil – overfor den ambivalente – helt naturligt bringe denne persons modargumenter frem, og resultatet vil i disse tilfælde ofte være manglende forandring hos personen.
Inden for rådgivnings-feltet kan der være en tendens til, at denne person bliver betragtet som værende umotiveret.
Men kan man i stedet forestille sig, at personen i virkeligheden er motiveret – men at personen blot er det i to forskellige retninger, og måske er det på samme tid?
Måske er personen bare ambivalent?
MI – et paradigme-skifte
MI præsenterer et paradigmeskifte i motivations-skabende samtaler.
En stor del af effekten i MI baserer sig netop på, at rådgiveren accepterer, at ambivalens omkring forandring er helt normalt, og ofte er et nødvendigt skridt i forandringsprocessen.
I MI Center er vi specialiserede i at træne rådgivere og terapeuter i de underliggende principper og teknikker som MI bygger på.
Vores ekspertise er anvendelsen af MI i samtaler med psykisk sårbare og mennesker med afhængigheds-problematikker.
Vi underviser dog i dag meget mere bredt, fordi ambivalens og aktivering af ordne-refleksen er helt naturlige fænomener, som ikke blot eksisterer i rusmiddelbehandling, men også eksisterer i samtalen på jobcenteret, med fysioterapeuten, sygeplejersken i psykiatrien, lægen, sundhedsplejersken, vejlederen på uddannelsesstedet, eller pædagogen på bo-tilbuddet.